Forskningsår på kardiologisk afdeling, Rigshospitalet, med start forår 2019

Vi søger en dygtig og engageret medicinstuderende til ansættelse i forskningsår fra foråret 2019. Vi er en forskningsgruppe på kardiologisk afdeling, Rigshospitalet, med stor erfaring inden for epidemiologisk forskning. Vi beskæftiger os med forskellige aspekter af årsager til og forebyggelse af pludselig hjertedød, og vi arbejder bl.a. med regionale/nationale registre og egne indsamlede materialer. Derudover er vi kommet med i et større EU-samarbejde omhandlende bl.a. de sjældne arvelige ionkanalsygdomme og har nogle spændende projekter i gang om netop disse sygdomme. Vi søger en forskningsårsstuderende som primært vil få ansvar for et selvstændigt forskningsprojekt indenfor de arvelige hjertesygdomme og arytmier med udgangspunkt i de danske registre. Derudover kommer du til at hjælpe en ph.d.-studerende med bl.a. dataindsamling, og kommer også til at indgå i projekt relateret hertil.

Du vil komme til at indgå i en erfaren forskningsgruppe med flere andre forskningsårsstuderende, ph.d.-studerende og postdocs fra Danmark og udland. Vi afholder to forskningsmøder hver måned for alle i gruppen, og du vil have mulighed for at få personlig daglig vejledning og hjælp.

Du vil i forbindelse med forskningsåret blive introduceret til videnskabelig forskning i form af både dataindsamling, statistisk programmering, at lære at skrive videnskabelige artikler og præsentere forskningsresultater på både dansk og engelsk. Det er vigtigt for os, at du får skrevet mindst én artikel som førsteforfatter, og kandidatopgave naturligvis kan indgå som en del af projektet.

 

Vi forventer, at du er nysgerrig, hårdtarbejdende og har stor interesse for kardiologi. Orlov fra studiet i 12 måneder det optimale (evt som en del af 5. semester kandidat), og vi har god erfaring med, at man efter forskningsårets udløb forbliver tilknyttet forskningsgruppen med eventuel færdiggørelse af det oprindelige projekt samt opstart af andre projekter.

På længere sigt kan der være mulighed for at fortsætte som ph.d.-studerende i forskningsgruppen.

 

Vi er fleksible i forhold til starttidspunkt, men regner med at det bliver ca. 1/2-2019.

Du tilbydes et skolarstipendiat på kr. 10.000 per måned og skal ikke selv søge om midler til aflønning.

 

Hvis du er interesseret, så send venligst en motiveret ansøgning på ca. 1 side, CV og kopi af hidtil opnåede eksamenskarakterer på medicinstudiet til camilla.helene.bang.jespersen@regionh.dk. Vi vil gerne høre fra dig senest 15/11-2018, og du vil blive indkaldt til en samtale inden evt opstart. Hvis du har spørgsmål til noget er du også meget velkommen til at tage kontakt.

 

Med venlig hilsen

Professor, overlæge, dr med Jacob Tfelt-Hansen (hovedvejleder)

Læge, ph.d.-studerende Camilla H B Jespersen og læge, ph.d.-studerende Charlotte Glinge (medvejledere)

Hjertemedicinsk afdeling B, Hjertecentret, 2142

Københavns Universitet Rigshospitalet. Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

Dette indlæg blev udgivet i Nyhedsarkiv. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.