Stud.med søges til forskningsår i kardiologi ved Harvard Medical School

Forskningsprojektet skal udføres i Boston ved Department of Emergency Medicine, Brigham and Women’s Hospital, Harvard Medical School.

Du vil komme til at stå for dit eget projekt, hvor du kan forvente mindst et førsteforfatterskab, og der vil være rig mulighed for at blive tilknyttet andre projekter i løbet af forskningsåret. Forløbet er en unik mulighed, for at få forskningserfaring i et spændende og internationalt miljø, og lære fra verdens førende forskere inden for kardiologi og ekkokardiografi.

Det aktuelle projekt tager udgangspunkt i en database med ca. 370 akutte hjertesvigtspatienter, der har fået foretaget lungeultralyd (LUS) og ekkokardiografi. Din opgave bliver primært at stå for de avancerede funktionsanalyser af myokardiet, opnået ved ekkokardiografi, fra patienterne der har undergået en LUS.

Der foreligger protokol som der skal søges midler med til løn og udenlandsomkostninger, og dette skal opstartes så hurtig som muligt. Optimalt kan forskningsåret begynde fra juli 2019, hvis midlerne findes. Vi ser helst at du bruger et helt år på projektet.

Der er ingen formelle krav til dig som studerende, men tidligere forskningserfaring og bekendtskab med databehandling, samt kendskab til STATA vil være en fordel.

Hvis du er interesseret, så send CV og en motiveret ansøgning (maks. 1 side) til (senest d. 5/2-2019):

Stud.med Katja Vu (kvu2@bwh.harvard.edu) og

Lektor Tor Biering-Sørensen (tor.biering@gmail.com)

Samtaler med potentielle kandidater forventes at ske start februar over Skype

Forskningsårsstuderende søges til projekt omhandlende Akut Højrisiko Abdominalkirurgi (AHA) på Nordsjællands Hospital Hillerød

Vi søger en medicinstuderende, der ønsker at skrive sin kandidatopgave inden for det kirurgiske eller anæstesiologiske speciale, og samtidig ønsker at tilegne sig forskningserfaring. Tidligere erfaring med forskning er en fordel, men ikke en forudsætning.

Hvis du er interesseret i forskning og evt. en senere karriere indenfor det kirurgiske eller anæstesiologiske speciale, er dette et oplagt valg.

I et samarbejde mellem primært kirurgisk og anæstesiologisk afdeling i hospitalets perioperative forskningsklynge er vi ved at initiere en række studier for at belyse den patofysiologiske påvirkning hos AHA-patienter for at kunne optimere den perioperative behandling. Du kommer til at arbejde sammen med vores ph.d.-studerende, samt en lang række af hospitalets speciallæger.

Derudover kan vi tilbyde

  • Et spændende forskningsmiljø på to kliniske afdelinger og hospitalets forskningsafdeling
  • Deltagelse i hospitalets populære/anerkendte forskningstræningskursus
  • Førsteforfatter på mindst en artikel, samt gode muligheder for medforfatterskab på andre artikler
  • Mulighed for betalt præsentation og deltagelse af resultater på international kongres
  • Supervision ved erfarne forskere indenfor begge specialer samt vores ph.d.-studerende
  • Stipendiat og dækning af evt. transportomkostninger efter aftale

Vi søger en dedikeret, struktureret, omhyggelig og omgængelig medicinstuderende, der ønsker at udvikle sine forskningsmæssige og kliniske kompetencer, og evt. senere som kandidat ønsker et ph.d.-forløb inden for det kirurgiske, anæstesiologiske eller et intern medicinsk speciale. Dine opgaver vil primært være:

  • Registrering af data i RedCap database
  • Assistere vores ph.d.-studerende i forbindelse med gennemførelse af kliniske studier

Hvis du afslutter 10. semester ultimo juni 2019 og er interesseret i at bruge 11. semester til forskning og første halvår af 2020 som forskningsårsstuderende hos os, eller blot er interesseret i at høre mere, kan du kontakte enten:

Forskningsansvarlig overlæge, ph.d. Anders Bertelsen på cabertelsen@gmail.com / 51 90 63 03 eller

  1. reservelæge, ph.d. Jakob Kleif på jakobkleif@icloud.com / 24 27 65 89.

Seneste ansøgningsfrist er 23. januar 2019. Ansøgningen skal indeholde en kort motivation samt CV uden personfølsomme oplysninger, og sendes til forskningsansvarlig overlæge, ph.d., Anders Bertelsen på cabertelsen@gmail.com, Kirurgisk afdeling, Nordsjællands Hospital Hillerød.

Prægraduat forskningsår i akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital

Er du interesseret i akutmedicin og kardiologi? Vi søger en engageret medicinstuderende til et forskningsår, helst med start allerede fra 1. februar eller snarest derefter. Du vil blive tilknyttet projektet ”Identification of High Risk Patients at Admission to an Emergency Department by Non-Invasive Hemodynamics”, men vil også få tildelt dit eget selvstændige projekt der kan bruges til din kandidatopgave.

 

Projektet foregår som et samarbejde mellem akutmodtagelsen, kardiologisk og endokrinologisk afdeling på Bispebjerg Hospital og omhandler brugen af non-invasive hæmodynamiske målinger og forbedring af risiko-stratificering af akutte patienter. I akutmodtagelsen anvender vi en række scoringssystemer til at triagere den akutte patient ved ankomst til akutafdelingen på hospitalet. Tidligere og mere præcis identifikation af kritisk syge patienter betyder tidligere opstart af antibiotika, væskebehandling, ilt og tæt monitorering, hvilket i sidste ende kan betyde forskellen mellem liv og død. Vi vil bruge Finapres Nova, et non-invasivt apparat, der kan måle slagvolumen, perifer modstand, venstre ventrikels udpumpnings fraktion og hjerterytmevariabilitet på 2-3 minutter, og undersøge om disse mål kan bidrage til at forbedre de algoritmer vi bruger til risiko-stratificering i dag, som for eksempel Early Warning Score (EWS).

Dine primære arbejdsopgaver vil være at arbejde som klinisk forsker i akutmodtagelsen og indsamle kliniske og hæmodynamiske data på akut indlagte patienter. Du vil i løbet af dit forskningsår stifte bekendtskab med generel udførelse af et forskningsprojekt, inklusion af patienter, statistik og artikelskrivning.

Du vil blive tilknyttet et dynamisk forskningsmiljø med flere andre forskningsårs-, PhD- og Post.doc-studerende.

Vi kan tilbyde muligheden for at skrive kandidatopgave og tage 11. semester med forskningsperspektiv. Ansættelsen vil i øvrigt også være med henblik på at udmunde i en artikel, med dig som første forfatter, og på længere sigt, mulighed for at projektet kan fortsætte som et PhD-projekt.

Hvis du er interesseret så send venligst en motiveret ansøgning og dit CV til Ahmad Sajadieh, overlæge, Kardiologisk afdeling Y, Bispebjerg Hospital – ahmad.sajadieh@regionh.dk

Medicinstuderende søges til videnskabelige projekter indenfor emnet diabetisk fodsygdom

Medicinstuderende søges til videnskabelige projekter indenfor emnet diabetisk fodsygdom, som f.eks. kan være ifm kandidat speciale, 5 semester, kandidat, forskningsfokuseret ophold, evt forlænget til et forsknings år, – afhængig af projekt og den studerendes ønske.

Diabetes er en udbredt sygdom. Diabetisk fodsygdom, som fodsår, Charcot og amputation, er en frygtet komplikation, som medfører betydelig nedsat livskvalitet, nedsat funktionsniveau og høj dødelighed. Der er stort behov for forskning, der kan hjælpe disse patienter, og du er måske den, der kommer til at gøre en forskel?

Kontakt: overlæge, dr. med. Ole Lander Svendsen, Copenhagen Diabetes Foot Center, Endokrinologisk afdeling, Bispebjerg Hospital,

e-mail: ole.lander.svendsen@regionh.dk

Er du interesseret i præ-hospital forskning? – Studerende søges til 1-2 anden forfatterskaber samt mulighed for kandidatspeciale og videre forskning. Opstart: hurtigst muligt.

Herlev hospital, Anæstesiologisk afdeling forskningsenhed søger en medicinstuderende til at indgå som anden forfatter til to projekter med titlerne:

”Precision of Pre-hospital General Triage Systems for Mass Casualty Incidents in Live Simulations – A Systematic Review”

Samt

”Precision of Pre-hospital General Triage Systems for Mass Casualty Incidents in Retrospective Cohorts – A Systematic Review”

Vi ønsker at finde ud af, hvilket præhospitalt triageringssystem til masseulykker der leder til de bedste udfald for patienterne. Aktuelt er ingen officiel konsensus om valg af præhospitalt triageringssystem hverken nationalt eller internationalt.

Det vil være muligt at aflevere studiet omkring retrospektive kohorter som sit kandidatspeciale eller bachelorprojekt. Hvis det har din interesse, vil det også være muligt at forske videre inden for dette emne med førsteforfatterskaber.

Fremtidsperspektiver for dette områder er, at der skal laves et stort internationalt samarbejde om at vedtage en standardiseret protokol for beredskabsulykker. Herefter skal der udføres prospektive studier i beredskabsøvelser for at fastslå, hvilket præhospitalt triageringssystem til masseulykker er det mest præcise.

Vi stiler på længere sigt mod at kunne fremlægge vores forskning som oplæg til vedtagelse af guidelines for nationalt præhospitalt triageringssystem.

Vi er en afdeling med godt sammenhold, der laver sociale fællesarrangementer to gange om året. Herudover er der månedligt sparingsmøde for hele afdelingen. Du vil få stillet en arbejdsplads til rådighed, så længe du er tilknyttet afdelingen. I forskningsenheden er vi 8 medicinstuderende, 1 Ph.D. studerende, 2 seniore forskere og 1 forskningskoordinator der ledes af Professor Ann Merete Møller.
Du vil få Ann Møller som vejleder og løbende mulighed for vejledning.
Nuværende projektleder er medicinstuderende Christian Elleby Marcussen.

Hvad vi forventer af dig:
– Stort engagement
– at du er indstillet på at løse følgende opgaver:

  • Screening af titel og abstrakt for 2000 artikler (ca. 20-25 timer)
  • Screening af fuldtekst artikler (ca. 35-40 timer)
  • Dataekstraktion (ca. 40 timer)
  • Korrekturlæsning af artikler
  • skrivning af kandidatspeciale/bacheloropgave

Hvis du løser disse opgaver vil du komme på som anden forfatter til begge artikler samt have skrevet dit kandidatspeciale eller bacheloropgave.

Mulighed for hurtig opstart er ikke et krav men en fordel.

Stud. med. til Copenhagen Neuromuscular Center, Neurologisk Klinik, Rigshospitalet 2019

Du har mulighed for at få delt førsteforfatterskab på en forskningsartikel om balance på en balanceplatform for raske kontroller tilknyttet et ph.d.-projekt. Din kontaktperson er ph.d.-studerende Kirsten Lykke Knak, og din vejleder er professor, dr. med. John Vissing.

Forskningen er klinisk og indebærer kontakt til voksne, raske forsøgspersoner.

Du får mulighed for:

  • Delt førsteforfatterskab på forskningsartiklen om normativ data for balance
  • At blive oplært i objektiv måling af balance (balance platform) og fysisk aktivitet (accelerometer)
  • At få forskningserfaring (rekruttering, testning, databehandling, artikelskrivning)
  • At blive medforfatter på andre projekter som udføres på neuromuskulære sygdomme

Kontakt:  Kirsten Lykke Knak, PT, MSc, Ph.d.-studerende
E-mail:  kirsten.lykke.knak@regionh.dk
Skriv gerne lidt information om dig, og hvad du kan   tilbyde til projektet:
www.neuromuscular.dk

Anæstesiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital søger medicinstuderende til forskningssemester

Vi søger en medicinstuderende på kandidatuddannelsen med interesse for forskning til et forskningssemester med start i forårssemesteret 2019 (og helst et helt år frem, hvis du har lysten og orlov eller opsparet studieaktivitet til det).

Projektet

Du bliver tilknyttet et igangværende projekt: “Autonomic Sympathetic Nervous Function and Delirium in the ICU Study (ASNFD-ICU Study)”. I projektet undersøges forskellige neurofysiologiske metoders plads i diagnostikken af delirium blandt patienter på intensiv afdeling. En bedre forståelse af de tidlige mekanismer, som er involverede i udviklingen af delirium, kan gøre det muligt at gribe ind med tidligere behandling, når en patient er ved at udvikle delirium. Projektet er et samarbejde mellem Anæstesiologisk afd. og Neurologisk afd.

Arbejdsopgaver

Dine primære arbejdsopgaver vil være at inkludere indlagte patienter til projektet og dagligt udføre forskellige neurofysiologiske undersøgelser (f.eks. termografi og pupillometri) efter grundig oplæring på projekt-patienterne. Dataindsamlingen foregår i dagtiden, weekendarbejde vil kun forekomme efter aftale. Herudover skal din tid bruges på arbejde med kandidatspecialet, dataanalyse og artikelskrivning. Det forventes, at du får ansvar for dit eget sideprojekt til hovedprojektet og at dette udmunder i en artikel med dig som førsteforfatter.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til projektet, er du velkommen til at kontakte forskningsansvarlig overlæge Morten Bestle på morten.bestle@regionh.dk eller på telefon 48 29 20 17.

Motiveret ansøgning inklusiv CV bedes sendt pr. mail direkte til Morten Bestle på morten.bestle@regionh.dk senest 7. januar 2019

Medicinstuderende søges til forskningsophold (5. sem. forskerperspektivet) på Infektionsmedicinsk Klinik Rigshospitalet

Er du interesseret i infektionsmedicin/immunologi, og vil du gerne prøve kræfter med forskning på dit 5. kandidatsemester (forskerperspektivet)?

Viroimmunologisk forskningsenhed på Infektionsmedicinsk Klinik, Rigshospitalet søger en 5.semesters (kandidat) medicinstuderende til halvårlig ansættelse på forskningsprojekt med mulighed for forlængelse i yderligere 6 måneder. Forskningsfeltet er primært sygdomme hos patienter med HIV, men enheden forsker bredt i infektionsmedicin og immunologi, hvorfor der i høj grad er mulighed for selv at definere sit forskningsprojekt. Enheden er professionelt drevet, produktiv og med god mulighed for supervision og personlig udvikling.

Vi kan tilbyde

  • Træning i formidling af forskning samt deltagelse i konferencer.
  • Statistikkurser samt nationale og internationale samarbejdsmuligheder.
  • Engageret, stimulerende og hyggeligt forskningsmiljø med 5 Ph.D-studerende og 3 medicinstuderende.
  • Nærværende og kompetent vejledning i god forskningsskik – og etik.
  • Problemorienteret arbejde med selvstændigt projekt og målsætning om en førsteforfatterpublikation / kandidatspeciale (25 ECTS) samt eventuelt medforfatterskaber i de projekter du tager del.
  • Mulighed for at arbejde med selvstændigt indsamlet datamateriale (laboratorieforskning eller klinisk indsamlet data) eller allerede indsamlet data efter eget ønske.
  • Mulighed for forlængelse til helt ’forskningsår ’for studerende med akkumuleret studieaktivitet ved at kombinere opholdet med at tage semesterfri (særlige regler for studerende optaget på kandidatuddannelsen før 1. september 2016).

 

Vi forventer at

  • Du er selvstændig, ambitiøs og har mod på at bidrage til at opretholde et højt forskningsmæssigt niveau i forskningsgruppen.
  • Du er omgængelig og god til mennesker, da patientkontakt vil indgå som integreret del af din hverdag.
  • Du starter dit 5. semester på kandidaten eller har mulighed for semesterorlov fra foråret 2019.

Studerende der ønsker (og har mulighed for) at afsætte et helt år til forskning vil blive prioriteret, idet det er vores erfaring, at udbyttet for begge parter er størst herved. Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at tage kontakt på nedenstående mail eller tlf.

Lyder det som noget for dig, skal du sende en motiveret ansøgning (max 1 side) + CV og karakterudskrift til

Læge og PhD-studerende

Andreas Dehlbæk Knudsen

Infektionsmedicinsk Klinik, 8632

aknu0050@regionh.dk

Tlf: +45 3545 7565 / +45 3545 7726

Frist for ansøgning er 25. november 2018