Nye prægraduate skolarstipendier på RH

Følgende er sakset fra RH’s intranet:

Er du Rigshospitalets kommende skolarstipendiat?

Rigshospitalets forskningsudvalg opfordrer medicinstuderende med forskerambitioner til at ansøge om 1-årigt skolarstipendium. Første ansøgningsfrist er 10. januar 2012.

Forskningsudvalget har, som et nyt bevillingsområde, besluttet at opslå et antal 1-årige skolar-stipendier, som kan søges af medicinstuderende til at hellige sig forskning på fuld tid.

– Forskningsudvalget ønsker at støtte dette område, da udbuddet af skolarstipendier fra eksterne fonde er faldet, samtidig med at der blandt RH’s medicinstuderende er en stigende interesse for at forske, siger professor, dr. med. John Vissing, Neurologisk Klinik – formand for forskningsudvalget – og fortsætter:

– Det er ud fra mange hensyn ideelt at starte sin forskerkarriere tidligt, og forskningsudvalget ser det som en vigtig opgave at understøtte dette vækstlag for fremtidig forskning på Rigshospitalet.

Forskningsudvalget vil fremover 2 gange om året uddele et antal 1-årige skolarstipendier.

Ansøgningsfrister i 2012

  • 10. januar 2012
    (Der vil blive taget stilling til ansøgningerne på et møde i forskningsudvalget den 9. februar 2012.)
  • 31. maj 2012
  • 6. december 2012

Skolarstipendierne uddeles henholdvis med henblik på start i februar og september 2012 samt februar 2013, således at det også følger semesterstart.

Ansøg om 1-årige skolarstipendier her

Brug for en pause fra studiet – forskningsår?

Kunne du tænke dig at forske i intervaltræning og insulinfølsomhed?

Vi søger en studerende til forskningsår i et projekt om høj intensitets intervaltræning (HIIT) og diabetes. Projektet foregår som et træningsstudie, hvor vi vil undersøge effekten af intervaltræning på insulinfølsomheden i skeletmuskulaturen hos Type 2 diabetikere.

Du vil indgå i alle aspekter af et humant forsøg og gennem projektet få et indgående indblik i lægevidenskabelig forskning. Du vil blive oplært i at udføre diverse humanfysiologiske undersøgelser, konditionstests, planlægning af træningssessioner, anlæggelse af venflons, blodprøvetagning, DXA scanning, biokemiske analyse metoder, deltagelse ved arbejdstests og på forsøgsdage samt meget andet.

Studiet foregår på Center for Sund Aldring, Xlab i samarbejde med en læge og en medicinstuderende ansat på projektet. Du udfører det som forskningsårsstuderende/ scholarstipendiat og kan selvfølgelig anvendes som din kandidatopgave. Hvis du er stud.med. skal du helst have afsluttet 9. semester. Projektet kræver tilstedeværelse på fuld tid, og du skal derfor kunne tage orlov fra studiet i min. 6 måneder, gerne 12.

Start snarest muligt, senest 1. februar 2012.

Kontakt

Læge, videnskabelig assistent, Helene Pape Pedersen
hppe@sund.ku.dk
Tlf. 23 32 79 97
Center for Sund Aldring, Xlab
Biomedicinsk Institut
Bygning 12.4.