Kandidatopgave/forskningsår i klinisk forskningsprojekt i anæstesi på Rigshospitalet

Vi søger en medicinstuderende med klinisk  forskningsinteresse inden for anæstesi og kirurgi til projektet ”Hvorfor er man indlagt på opvågningen?”.

Med udgangspunkt i “fast-track” kirurgi og peri-operativ medicin skal forskningsprojektet afdække hvilke faktorer (smerter, respiration, cirkulation, inflammation etc)  der forhindrer patienterne i at blive raske efter operation, og således vise vejen frem til bedre anæstesi og operationsforløb.

Resultaterne af studiet skal danne grundlag for følgende interventionstudier evt som prægraduat forskningsår eller Ph D. Deltagelse vil således uddanne dig i optimering af patienterne med udgangspunkt i evidensbaseret medicin og give en generel forståelse af perioperativ medicin og forskning.

Du vil blive en del af et livligt forskningsmiljø med flere yngre og ældre tilknyttede forskere, og din primære kvalifikation er nysgerighed og en god evne til at socialisere. Der er ansat forskningssygeplejerske til hjælp indsamling af data. Forskningsprojektet udgår fra Rigshospitalets anæstesi og operationsklinik, abdominal centeret og  ledes af dr med Eske Kvanner  Aasvang.

Du vil således få din gang på en af landets travleste og mest stimulerende post-operative afdelinger og operationsgange .

Projektet er primært tiltænkt at vare 6 måneder og kan indgå som  kandidatopgave med mulighed for forlængelse evt til forskningsår/Ph D.

Din ansættelse vil begynde i starten af 2016, men detaljerne afklares ved evt. Samtale

 

Ved interesse send da venligst motiveret ansøgning og CV til:

eske.aas@gmail.com

 

På forhånd tak.

Eske Kvanner Aasvang

PUFF inviterer til kursus i basal anvendt statistik i SPSS!

Kurset foregår over 3 eftermiddage af 3 timer hver. Formålet med kurset er, at få en basal introduktion til databehandling og simple analyser i SPSS. Fokus vil være på anvendelsen af statistikprogrammet og det forventes, at du har et kendskab til basal statistik på forhånd.

Temaerne på kurset vil omhandle:

  1.         Intro til SPSS, data management, kodning, select cases/split file funktionen samt deskriptive analyser for kategoriske og kontinuerte variable
  2.         OR, χ2 test, t-test, ANOVA
  3.         Simpel lineær regression

Der vil være mulighed for differentieret undervisning, således at studerende, der har arbejde lidt med programmet tidligere og/eller har erfaring med statistik, kan få nogle mere udfordrende opgaver (såsom generelle lineære modeller & modelkontrol, logistisk regression med flere variable og interaktioner).

Datasæt og øvelser bliver udleveret på kurset. De studerende skal selv medbringe bærbare computere med SPSS programmet installeret (det behøver ikke være den nyeste version).

Du kan downloade det gratis på KUnet.dk, softwarebiblioteket. Du er velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål eller problemer med at få det downloadet.

Opgaverne vil være på engelsk, mens undervisningssproget vil foregå på dansk.

Som materiale til genopfriskning af statistikken og evt. intro til brug af SPSS henvises til Svend Kreiners metodebøger: ”Statistisk problemløsning – præmisser, teknik og analyse” (2. udgave, 2007) ISBN-13: 9788757416862 samt ”SPSS – introduktion til databehandling & statistisk analyse” (3. udgave, 2008) ISBN-13: 9788757417470.

Tid og sted:

Torsdag d. 15. oktober kl. 16-19

Torsdag d. 22. oktober kl. 16-19

Torsdag d. 29. oktober kl. 16-19

I pavillonen på Panum, lokale tilkommer.

Underviser:

Thora Majlund Kjærulff og Nikoline Nygård Knudsen, kandidater fra Folkesundhedsvidenskab, KU.

Deltagelse:

Deltagergebyr: 100 kr.

Maksimale antal deltagere: 24

Tilmelding:

Man tilmelder sig ved at sende en mail til p_heimdal@hotmail.com – skriv i emnefeltet: “PUFF – Kursus i SPSS”. Husk, at skrive fulde navn og semester i mailen. Indbetal herefter 100,- på kontoen: Reg.: 6610, Konto: 2830440. Husk, at skriv fulde navn ved overførslen. Du er tilmeldt, når du modtager en bekræftelsesmail om at betalingen er modtaget.

Hvis man vil melde sig fra, kan man få pengene retur op til en uge før kursus start (altså d. 8. oktober).

Tilmelding til kurset er først til mølle!

PUFF bestyrelse

Forskning projekt om inflammatorisk tarm sygdom‏

Nyt forskningsprojekt på Køge sygehus søger stud. med. til indsamling af data om patienter med Collitis Ulcerosa og Crohn’s sygdom som indlægges forud for elektiv kirurgi.

Dine opgaver bliver blandt andet:

Inkludering af patienter i projektet; patientens bidrag er, at svare på et spørgeskema, samt 4 blodprøver i forbindelse med deres elektive operation.

Tage blodprøver i forbindelse med operationen (lige efter OP-start), 6 timer efter, 24 timer efter samt 48 timer efter.

Bearbejde blodprøverne i laboratoriet.

Opbygning af patient-database.

Løn 10.000 kr./md i 6 md, med mulighed for forlængelse yderligere 6 måneder.

Fordi du er med til at samle data får du medforfatterskaber i artikler fra dette database, samt mulighed for at lave dit eget projekt som førsteforfatter.

Ansøgningsfrist: 01. oktober 2015

Kontakt Alaa El-Hussuna på alaanewemail@gmail.com eller på 28944902 for mere information.

8 forskningsårsstuderende søges til deltagelse i et stort projekt i akutmodtagelserne på Herlev, Hillerød og Bispebjerg.

Vil du være forskningsårsstuderende?

Vi søger 8 forskningsårsstuderende til deltagelse i et stort projekt i akutmodtagelserne på Herlev, Hillerød og Bispebjerg. Formålet med projektet er at undersøge om introduktion af en ny blodprøve kan forebygge dødsfald eller alvorlige komplikationer hos akut indlagte medicinske og kirurgiske patienter.

I forbindelse med projektet skal biomarkøren suPAR analyseres fra blodprøver fra alle indlagte patienter i akutmodtagelserne over en periode på 4 måneder.
Derudover vil hver enkel studerende få tildelt deres eget projekt, som den studerende har selvstændigt ansvar for. Der er flere mulige projekter og endelig projektvalg bestemmes i samarbejde mellem vejledere og den studerende.
Det videnskabelige udbytte vil være, at den studerende bliver medforfatter på en publikation fra det store projekt samt være førsteforfatter på publikation fra det individuelle projekt.

De studerende vil skulle bruge ca. 4 måneder på det store fællesprojekt og ca. 9 måneder på det individuelle projekt.
Arbejdet vil foregå på klinisk biokemisk afdeling skiftevis på Hillerød-, Herlev- og Bispebjerg Hospital. Der skal være døgndækning fra 11/1- 16/5, hvorfor der skal påregnes en aften/nattevagt og en dagvagt på hver 12 timer om ugen, samt en vagt fra 11-19 i den periode.
Stillingen aflønnes med 10.000 kr. om måneden. Arbejdstiden vil være ca. 40 timer ugentligt. Ansættelsen løber fra 4/1-2016 og til 31/1-2017.

Vi vil gerne have at du
• Er medicinstuderende og gerne på kandidat delen, men ikke et krav.
• Er fleksibel og kan tage ansvar
• Er interesseret i forskning
• Kan arbejde både selvstændigt og som del af en større gruppe
Vi kan tilbyde
• Vejledning af erfarne speciallæger
• Forskningserfaring inden for både store og små projekter
• Deltagelse i aktivt forskningsmiljø

Ansøgningsfristen på stillingerne er 1/10-15 inden klokken 12. Der afholdes ansættelsessamtaler indenfor 14 dage herefter.
Du bedes sende en mail med en kort motiveret ansøgning inklusiv c. v. til martin.schultz@regionh.dk, der også kan kontaktes for eventuelle spørgsmål.

Projektgruppen består af
Seniorforsker PhD Jesper Eugen-Olsen, Hvidovre Hospital. Professor Dr.med Lars S Rasmussen, Rigshospitalet.
Professor Dr.med Lars Køber, Rigshospitalet. Overlæge Dr.med Kasper Iversen, Herlev Hospital
Overlæge Dr.med Erik Kjøller, Herlev Hospital Ledende overlæge Lisbet Ravn, Herlev Hospital
Ledende overlæge Birgitte Nybo Andersen, Bispebjerg Hospital. Læge og PhD-studerende Martin Schultz, Herlev Hospita

Forskningsår på Thoraxanæstesiologisk Klinik 4142, Rigshospitalet

Forskningsårsstipendiat med interesse for anæstesi søges til et klinisk projekt omhandlende koagulation i forbindelse med hjertekirurgi.

Ansættelsesperiode: 01.02.2016 – 01.02.2017.

Løn: 10.000 kr./md.

Kort projektbeskrivelse:
Projektet omhandler blodtransfusion til hjertekirurgiske patienter og er en del af et internationalt multicenterstudie. Arbejdet indebærer inklusion af patienter planlagt til hjertekirurgi og efterfølgende dataindsamling.

Forskningsårsstipendiaten tilbydes at arbejde i en klinisk forskningsenhed som en del af en større forskningsgruppe med flere forskningsårs- og PhD-stipendiater.

Udover deltagelse i det kliniske projekt, vil der være mulighed for at etablere et selvstændigt projekt med egen publicering.

Ansøgningsfrist: 30/10-2015.
Ansøgningerne behandles løbende.

Kontakt oplysninger:
Klinikchef, overlæge
Hasse Møller-Sørensen
Thoraxanæstesiologisk Klinik 4142, Rigshospitalet
Tlf. nr: 35451416. Email: peter.hasse.moeller-soerensen@regionh.dk

 

Kandidatopgave/forskningsår i kardiologi

Kære studerende,

I forbindelse med færdiggørelsen af et randomiseret placebokontrolleret studie omhandlende behandling af patienter med anfaldsvis atrieflimren ønsker vi hjælp til analyse af hjerte MR skanninger. Du skal forvente en del arbejde i løbet af et år, og dit arbejde vil blive for stort til bacheloropgaven men vil kunne kombineres med kandidatopgave/forskningsår. Du vil lære at analysere hjerte MR skanninger. Vi forventer et selvstændigt førsteforfatterskab + medforfatterskab til dig. Kontakt mig venligst (incl. CV) for yderligere information herunder om muligheder for finansiering. Arbejdet vil være et godt startsted hvis du ønsker specialisering i kardiologi.

Mvh

Per Lav Madsen
Ovl dr med
Hjerte MR sektionen
Kardiologisk afdeling, Herlev
lav.madsen@gmail.com

Forskningsår ved Indvandrermedicinsk Klinik, Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital.

Forskelle i forekomsten og håndtering af multimorbiditet blandt flygtninge og indvandrere sammenlignet med danskfødte

Projektets formål er at undersøge forekomsten af co(multi)morbiditet blandt flygtninge og indvandrere sammenlignet med danskfødte med fokus på den samtidige forekomst af infektionssygdomme og kroniske sygdomme samt om der er forskelle i kontakt forløb for patienter med multimorbiditet og anden etnisk baggrund i forhold til danskfødte. Der er tale om registerforskning, hvor du kan opnå god erfaring med epidemiologiske grundbegreber i et inspirerende forskningsmiljø.

Vi søger en engageret, selvstændig og energisk person. Det er bestemt ikke en nødvendighed, men det vil være godt hvis du har erfaring med statistik/epidemiologi og arbejdet med registerdata eller surveys. Vi forventer at du står for en publikation hvor du er første forfatter og eventuelt bidrager til flere.

Skolarstipendiatet er af 1- års varighed med start snarest muligt (gerne 1 oktober 2015 og senest 1 februar 2016). Evt. kan det indledningsvist være på halv tid. Projektet er fuldt finansieret.

IMK varetager somatisk udredning af patienter med anden etnisk baggrund i et tværfagligt samarbejde mellem læger, sygeplejerser, socialrådgiver og farmaceuter. Samtidigt har IMK funktion som videnscenter, hvor der satses på både undervisning og forskning.

Hvis du er interesseret skal du sende en mail til læge, lektor, dr.med. Marie Nørredam: mano@sund.ku.dk med en kort motivation i mailen og et CV på max 1 side vedhæftet. Du er også velkommen til at ringe på 25219925 og høre nærmere. Deadline 25.09.2015.

Prægraduat forskningsprojekt på Gastroenheden, Herlev Hospital.

Vi søger 1 scholar med interesse for mave-tarm sygdomme, til et prægraduat forskningsprojekt i endoskopienheden. Start efter aftale. Varighed 3-12 måneder.

Projektet
Endoskopiafsnittet på Herlev hospital har en betydelig forskningsaktivitet inden for området endoskopi. Afsnittet foretager ca. 13.000 procedurer om året. Det prægraduate projekt omhandler en ny og avanceret koloskopi metode, som vil blive introduceret på Herlev Hospital, som det første sted i verden. Vi tilbyder i den forbindelse:
• Ansvar for et prospektivt randomiseret kontrollet studie
• Førsteforfatterskab på den eller de efterfølgende artikler
• Deltagelse på nationale kongresser
• Deltagelse på DDW 2016 i San Diego eller UEGweek 2016 i Wien
• Lokalt ansvar for et multicenter studie med mulighed for forfatterskab
• Statistisk kursus (SPSS)
• Selvstændigt arbejde
• Vejledning til formidling og artikelskrivning

Forskergruppen
Som scholar vil du være en del af et team bestående af ph.d.-studerende og afdelingens overlæger, men vi lægger meget vægt på, at du arbejder selvstændig. Du aflønnes med 10.000,- pr måned og vi forventer ansættelse i 3-12 måneder.

Send motiveret ansøgning (1 A4 ark) og CV (1 A4 ark) til john.gasdal.karstensen.01@regionh.dk senest 13/9-15.

For yderlige oplysninger kan du kontakte:
John Gásdal Karstensen, læge, ph.d. stipendiat, tlf. 40944465
Jakob Hendel, overlæge, ph.d.
Peter Vilmann, professor, dr.med.