Forskningsårsstuderende søges til lungefibrose-projekt

Forskningsårsstuderende søges til lungefibrose-projekt

Er du forskningsinteresseret, og kunne du tænke dig at lære mere om sjældne lungesygdomme og klinisk databaseforskning?

På Lungemedicinsk forskningsenhed, Gentofte Hospital, leder vi efter en engageret medicinstuderende til et lønnet forskningsprojekt om idiopatisk lungefibrose (IPF).

IPF er en sjælden men alvorlig sygdom med en dårligere prognose  end de fleste cancersygdomme. Der findes begrænset behandling, og patienterne får ofte diagnosen sent i deres sygdomsforløb. Gentofte hospital er et af tre hospitaler i Danmark, med højt specialiseret funktion for udredning og behandling af IPF, hvilket giver en unik mulighed for at inkludere patienter i vores prospektive multicenter kohorte (PFBIO), dette gøres i samarbejde med Aarhus Universitetshospital. Kohorten er unik såvel i Danmark som internationalt.

Patienterne der inkluderes i PFBIO følges med halvårlige kontroller, hvor der tages blodprøver til biomarkør og DNA analyser, men også indsamles data om blandt andet lungefunktion, scanningsfund og indlæggelser.

Dine arbejdsopgaver bliver delt ca. 50/50 mellem dit eget projekt baseret på kohorten (litteratursøgning, statistik, artikelskrivning mm.) og vedligeholdelse af kohorten (patientbesøg, dataindsamling, indtastning i REDCap database mm.). Du vil blive grundigt oplært i alle typer opgaver du skal varetage.

Vi har mange gode projekter som kunne passe en forskningsårsstuderende, men er åbne for inputs, så vi i fællesskab kan finde et projekt der passer dig og dine interesser.

Du vil blive en del af en forskningsafdeling i rivende udvikling, med aktuelt 5 ph.d.-studerende og 1 forskningsårsstuderende, samt en række timelønnede medicinstuderende. Vi vægter højt at alle føler sig tilpasse og velkomne. Vi sidder på fælles kontorgang, og der er således kort til faglig sparing og hjælp. Vi lærer gerne fra os og du vil blive grundigt oplært i forskningsmetodologi, statistik, lungemedicin mm., som du vil kunne bruge, både nu i forhold til dit eget projekt og i dit senere arbejde som læge og forsker.

 

Dette kan vi tilbyde dig

  • Du arbejder med et eget projekt, som du selv er med til at definere. Vi hjælper dig med udformningen og afgrænsning af projektet i det omfang det er nødvendigt
  • Du bliver del af en aktiv forskergruppe og får grundig vejledning af vores ph.d.-studerende og specialister indenfor lungemedicin og interstitielle lungesygdomme
  • Vi forventer at du kan publicere én artikel efter et år, alt efter interesse og arbejdsindsats

 

Dette forventer vi af dig

  • At du kan arbejde sv.t. fuldtid i mindst 6 mdr. og helst 12 mdr. Du kan dog arbejde hjemme de fleste mandage og nogle fredage, hvis du ønsker det.
  • At du kan starte snarest, men ikke senere end april 2018.
  • At du er målrettet og selv tager ansvar for dit projekt
  • At du hjælper med vedligeholdelse og udvidelse af PFBIO-kohorten

Lønnen udgør 10.000 kr./md.

Lyder det spændende? Kort motiveret ansøgning (max 1 side) sendes til Nils Hoyer, læge, ph.d.-studerende (nils.hoyer@regionh.dk).

Ansøgningsfrist 2. marts 2018. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på mail eller telefon!

 

Nils Hoyer, læge, ph.d.-studerende (nils.hoyer@regionh.dk) (38 67 42 00)

Saher Shaker, overlæge ph.d.

Torgny Wilcke, overlæge lektor ph.d.

Forskningssemesterstuderende til tværregionalt Apopleksiforskningsprojekt

Projektets titel: Patient Reported Factors that Influence Time from Stroke Symptom Onset to First Contact with Medical Services/Healthcare Provider

Samarbejdsprojekt mellem Herlev Gentofte Hospital og Nordsjællands Hospital
Kort projektbeskrivelse
Kun mellem 15-20% af patienter med nyopstået blodprop i hjernen opnår at få blodpropsopløsende medicin (trombolyse) i Danmark, fordi patienterne ikke når rettidigt frem til at få stillet diagnosen. Trombolyse skal gives inden for 4 1⁄2 time efter symptomdebut og er det eneste akutte medicinske behandlingstilbud til patienter med iskæmisk apopleksi (blodprop i hjernen). Der er ca. 15.000 tilfælde af apopleksi om året og op mod 85 % af disse skyldes iskæmisk apopleksi. Det skønnes, at den største barriere for at nå rettidigt frem er befolkningens manglende viden om apopleksisymptomer, og om at
det er en akut indsættende og livstruende sygdom med mulighed for behandling.

I dette studie søger vi i samarbejde med Nordsjællands hospital og Århus Universitets sygehus at afdække patientrapporterede årsager og bevæggrunde for sen ankomst.

Undersøgelsens resultater forventes at have stort potentiale for at få flere rettidigt frem til trombolyse.

Opgaver til forskningssemesterstuderende

1) Screening af patienter og indsamling af data via et interviewer administreret spørgeskema (februar-april) på Nordsjællands Hospital. Den studerende vil blive oplært i afvikling af RedCAP spørgeskemaer og SP forskningsmoduls screeningværktøjer inden opstart.

2) Udfærdige systematisk review om relationen mellem organisering af akut apopleksibehandling og andel af patienter der trombolyseres internationalt.

Vi tilbyder:
Oplæring i afvikling af RedCAP spørgeskemaer og SP forskningsmoduls screeningværktøjer. Vejledning i videnskabelig forskningsarbejder, herunder udarbejdelse af systematisk review. Endvidere tilbydes på Nordsjællands Hospital et forskerkursus i 6 moduler specielt målrettet 5. semester kandidatstuderende.

Involvering i et tværfagligt og højtprofileret nationalt forskningsprojekt der forventes at have signifikant impact for både patienter og optimering af patientinformation og behandling. Forfatterskab på videnskabelige artikler i henhold til arbejdsindsats.

Vi forventer:
At du kan møde dagligt i en 3 mdr. periode på afdelingen i Hillerød, dog med enkelte dage i Herlev At du får udfærdiget et systematisk review/kandidatspeciale som afslutning på forskningssemester At du er systematisk og interesseret i patientkontakt

Interesserede studerende skal rette henvendelse til:
Forskningsansvarlige
Christina Rostrup Kruuse, Overlæge, Ph.d., & Klinisk forskningslektor, KU.
e-mail.: christina.kruuse@regionh.dk
Tlf.: 38681233
Neurologisk Afdeling N108

Herlev Gentofte Hospital
Herlev Ringvej 75
2730 Herlev.
Thomas Christensen, Overlæge & ekstern klinisk lektor, KU.
e-mail.: thomas.christensen.02@regionh.dk
Tlf.: 48294829 lokal 7086
Neurologisk afdeling
Nordsjællands Hospital, Neurologisk sengeafsnit
Opgang 8, Plan 7
Dyrehavevej 29
3400 Hillerød Hospital

Samt Ph.d., studerende André C Amtoft
e-mail: andre.christian.amtoft@regionh.dk
Tlf.: 38686553

Øvrige samarbejdspartnere:
Fredrik Folke, Ph.d. & Klinisk forskningslektor, KU.
Sektionsleder ved Den Præhospitale Virksomhed, Region H – Akutberedskabet
Overlæge ved Kardiologisk Afd. Herlev Gentofte Hospital- Gentofte
Grethe Andersen, Overlæge og Klinisk professor i neurologi ved Klinisk Institut, Aarhus Universitet.

Stud.med søges til forskningsår i kardiologi ved Harvard Medical School

Forskningsprojektet skal udføres i Boston ved Cardiac Imaging Core Laboratory (CICL), Brigham and Women’s Hospital, Harvard Medical School.

Du vil komme til at stå for dit eget projekt, hvor du kan forvente mindst et førsteforfatterskab, og der vil være rig mulighed for at blive tilknyttet andre projekter i løbet af forskningsåret. Forløbet er en unik mulighed, for at få forskningserfaring i et spændende og internationalt miljø, og lære fra verdens førende forskere inden for kardiologi og ekkokardiografi.

Det aktuelle projekt tager udgangspunkt i en database med ca. 3000 HIV positive patienter, hvoraf ca. 900 har fået foretaget ekkokardiografi. Din opgave bliver primært at stå for de avancerede funktionsanalyser af myokardiet opnået ved ekkokardiografi af disse patienter. Der foreligger protokol som skal bruges til at søge midler til løn og udenlandsomkostninger, hvilket skal opstartes så hurtig som muligt. Optimalt kan forskningsåret begynde fra juni/sommeren 2018, hvis midlerne findes. Vi ser helst at du bruger et helt år på projektet, men hvis dette pga. af fremdriftsreform ikke er muligt, kan et halvt år også være en mulighed.

Der er ingen formelle krav til dig som studerende, men tidligere forskningserfaring og bekendtskab med databehandling, samt kendskab til STATA vil være en fordel.

Hvis du er interesseret, så send CV og en motiveret ansøgning (maks. 1 side) senest d. 16/2-2018 til : Stud.med Anne Marie Reimer Jensen (annemarie.reimerjensen@gmail.com) og læge, Ph.D. Tor Biering-Sørensen (tor.biering@gmail.com)

Samtaler med potentielle kandidater forventes at ske slut februar over Skype