Forskningsårsstuderende i intensiv terapi.

Vil du være med til at evaluere og udvikle en ny funktion på en stor intensiv afdeling? Vil du deltage i forebyggelse af kritisk sygdom hos indlagte patienter? Er du en selvstændig og ambitiøs stud.med. med klinisk interesse?

Baggrund:

Intensiv afdeling på Bispebjerg Hospital har i foråret opstartet Udgående Intensiv Sygeplejerske funktion (UIS) som et forebyggende tiltag mod kritisk sygdom hos indlagte skrøbelige og komplekse patienter. UIS består af en specialuddannet intensivsygeplejerske, der dagligt tilser udvalgte patienter på hospitalets sengeafdelinger. Formålet med UIS er ved identifikation af den kritisk syge patient at iværksætte relevante pleje-og behandlingsplaner samt vurdere, om yderligere tiltag i form af MAT-kald (Mobilt Akut Team) eller overflytning til intensiv er indiceret og foranledige dette. UIS har en potentiel effekt på både MAT-kald og indlæggelser på intensiv, da funktionen dels er forebyggende i udvikling af kritisk sygdom og dels bidrager til tidlig identifikation af patienter med et intensiv behandlingsbehov.

Formålet med forskningsårsprojektet er at analyse UIS’ effekt på indlæggelsesforløbene hos kritisk syge patienter og derigennem bidrage til at udvikle og optimere funktionen til fremtiden.

Stud.med. søges: Til et prægraduat forskningsår, hvor du udover at skrive kandidatopgave om projektet også deltager i udvikling, dataindsamling og -analyse. Du har daglig mulighed for supervision og får derudover en unik chance for at deltage i en spændende klinisk hverdag på en intensiv afdeling. Samtidig indgår du i en stor ambitiøs forskningsgruppe indenfor anæstesi og intensiv medicin.

Hvornår: Tiltrædelse omkring 1. februar 2020.

Kontakt: Louise Pedersen, lektor, afdelingslæge, ph.d. (lped0348@regionh.dk), Intensiv Afsnit, Anæstesiafdelingen, Bispebjerg Hospital og hør nærmere, hvis du er interesseret.

Ansøgningsfrist: 15. november  2019. Vedlæg kort motiveret ansøgning, kort CV og karakterudskrift.

Leave a Comment