Kandidatstuderende/Forskningsårsstuderende søges til forskningsprojekt i hjernekræft

Vi søger studerende til vores forskning i hjernekræft på Patologiafdelingen på Rigshospitalet. Vi har nogle spændende projekter med fokus de kræftcellerne der spreder og gør at hjernekræft ikke kan helbredes.

Forskningsprojektet:Hjernekræft (glioblastom) behandles med kirurgi, kemo- og stråleterapi. Kræftcellerne i hjernetumorernes periferi spreder sig ud i naboomgivelserne sådan at tumorerne ikke kan fjernes helt med kirurgi. Det fører til tilbagefald af kræftsygdommen. Man ved meget lidt om de kræftceller der spreder sig og immunresponset imod disse kræftceller. Behandling rettet imod disse kræftceller er formentlig en forudsætning for helbredende behandling af patienter med flere forskellige kræftformer.

Formålet med projektet er at undersøge forekomsten af kræftceller og immunceller i den perifere del af hjernetumorer samt at undersøge, hvordan disse celler interagerer. 

Projektet udføres på en eller to unikke kohorter af hjernetumorer (over 1 eller 2 semestre). Kohorterne er allerede indsamlet og klar til brug. De består dels af IDH-wiltype gliomer (glioblastomer) og dels af IDH-muterede gliomer. Alle tumorerne farves immunhistokemisk med kombinationer af markører for tumorceller og immunceller. Forekomsten af cellerne og interaktionen imellem dem kvantiteres med digital billedanalyse. Alle metoderne er indkørte og PhD stud Arnon Knudsen er medvejleder på projektet. Projektet kører parallelt med et projekt, hvor der sekventeres på væv fra tumor periferien. Opdagelsen af nye markører i det projekt forventes valideret på ovenstående materiale og kan, hvis tiden tillader det indgå, som en del af projektet.

Forløb: Projektet kan køre over 1 eller 2 semestre afhængig af om der anvendes 1 eller 2 patientkohorter. Projektet kan danne baggrund for et Ph.D. forløb.

Projektstart: Fx 1. september 2020 eller 2. februar 2021.

Løn: De sidste 6 måneder af et 1-årigt projekt vil være lønnet med kr. 10.000 pr måned.

Publikationer: Projektet forventes at føre til en publikation, hvor den studerende på projektet vil være 1. forfatter eller medforfatter.

Du vil blive en del af et eksisterende forskningsmiljø og:

-Få mulighed for et individuelt vejledermøde ugentligt.

-Få mulighed for selv at præge dit projekt

-Lære at forske og præsentere dine resultater på møder og kongresser

-Lære at skrive videnskabelige artikler

-Komme med til 12th European Congress of Neuropathology 2020: http://ecnp2020.dk/

Forskningsgruppen: Aktuelt er vi 15 i forskningsgruppen og gruppen er ved at starte op på Patologiafdelingen på Rigshospitalet efter mange år på OUH. Vi har over 100 publikationer – søg på ”Kristensen BW” på PubMed. OBS: vi har flere ledige projekter.

Ansøgning: Send en kort ansøgning på mail med CV og karakterliste til professor, overlæge Bjarne Winther Kristensen, bwk@rsyd.dk. Send din ansøgning snarest da vi indkalder løbende til samtale.

Leave a Comment