101009: Kongres for Medicinsk Studenterforskning 2011

9. oktober 2010

Kongres for Medicinsk Studenterforskning 2011

Så er der åben for tilmeldingen til KMS2011, som vores søsterforening i Århus SMS (Selskab for Medicinsk Studenterforskning) arrangerer. Konferencen finder sted den første weekend i marts d. 4-6. i de skønne omgivelser, som hører til Sandbjerg Gods i Sønderjylland. Til konferencen deltager studenterforskere fra Århus, Odense og København.

Konferencen er et fantastisk arrangement, som PUFF varmt anbefaler, at man deltager i. Man får mulighed for at møde studenterforskere fra hele danmark og blive inspireret til sin forskning. Man kan i forbindelse med tilmeding indsende et abstarct og få lov til at præsentere sit projekt i venlige, professionelle omgivelser. Det er en enestående mulighed for at øve sin præsentationsteknik til større konferencer og er et meget inspirerende miljø.

Vær opmærksom på, at det også er muligt at deltage uden, at man har noget at præsentere. Og selv om man lige er startet på sit projekt kan man sagtens også bare præsentere baggrund og metode, det var der mange, der gjorde sidste år.

Der er kun ca 80 pladser
og tilmelding foregår efter først til mølle princippet.
Iskrivende stund er 17 pladser allerede optagede, så skynd jer!

Tilmelding foregår via den officielle hjemmeside http://studenterkongres.dk/2011/.

Deltagergebyret er 1500 kr, hvilket er en glimrende pris for en tre dages konference. Prisen inkluderer busturen til og fra København. Vi har lavet en aftale med PhD skolen om, at Fakultetet vil finansiere deltagergebyret for alle nuværende prægraduate forskningsårsstuderende. Sidste år fik alle øvrige studenterforskere finansiering af deres forskningsinstitution, så spørg din vejleder hurtigst muligt! Hvis man ikke kan få finansiering af hverken fakultetet eller sin forskningsinstitution vil PUFF give et økonomisk bidrag til alle PUFF medlemmer.

Så meld jer til med det samme!
Pengene skal bare overføres inden d 15/12.

Sidste år var deltog mange fra Københavns Universitet, og vi håber, at endnu flere vil deltage i år!

Tilbage til Nyhedsarkiv 2010

Der er lukket for kommentarer.